Konstante aendringer

Ja saa blev det mandag den 27. hvor vi forventede at skulle afsted fra morgenen af, men Lucy ringede i gaar aftes. Hun ville i dag tage til El Alto hvor de skal have et vigtigt dokument, for at vi kan komme videre. Alligevel foeler hun sig ikke sikker paa at det lykkes, da de foerst har sagt tirsdag. Skal det vaere muligt for os at komme hjem den 3. jan skal det lykkees i dag siger hun, for ellers er der for faa dage at naa det resterende i. Nu maa vi se hvad dagen bringer!!! Der er nemlig en bonus oveni - regeringen har nemlig fra i dag sat braendstof op til det dobbelte og det giver ballade (ved ikke om nogen af jer har set eller ser noget om det i jeres medier?). Vi ved ikke saa meget andet end at vi bare bliver i gaaafstand fra hotellet indtil Lucy siger andet. Det skulle efter sigende vaere svaert at komme op at koere og jo ogsaa for Lucy - nu maa vi se!!!

Godt at vi igaar kom afsted paa tur - en dejlig tur til Titicaca soen der ligger paa graensen mellem Bolivia og Peru. Turen var naermest lige saa spaendende som selve stedet. Vi koerte fra La Paz til El Alto og saa ud paa landet, der faktisk var meget fladt, men med bjerge rundt i horisonten. Vi maa lige have med at Lucy havde lavet en aftale med chafoeren Freddy der skulle hente os kl. 9.00 og da vi kom ud holdte der en chafoer og vi spurgte om det var ham vi skulle med til Titicaca og det var det! Men da vi var naer centrum ringer Lucy og siger at Freddy holder og venter - venter!!!! Vi var kommet med den forkerte, godt gaaet - vi blev sat af og Freddy kom og samlede os op. Det er vist manglen paa vores spanskkundskaber der igen volder os problemer.
Vi kom afsted og det var spaendende at koerer igennem El Alto, se det omraade hvor Emanuel er foedt. Og desto laengere vi kom jo fattigere blev det og specielt ude paa landet. I faar lidt billder!

Ved Titicaca startede vi med lidt mad paa en resturant, hvor jeg fik lokal fisk og Bo sin saedvanlige kylling. Han kunne nu godt have taget fisken, den smagte godt - dog lidt toer stegt.
Freddy spiste med, et maaltid kostede ca 40Bs og det er jo 30 kr saa det er ikke saa slemt at byde andre med:)

Efter maden var vi paa en lille sejltur, ikke nogen saerlig spaende tur, men alligevel var det dejligt at sidde ude paa vandet og nyde solen og udsigten. Og saa kan vi da sige vi har sejlet paa Titicacasoen;)

Turen hjem var praeget af vejrskifte, paa et tidspunkt kom vi til en hvid landsby. Der laa hagl der daekkede alt og der var som sagt helt hvidt.

Langs vejen sad der ofte boern eller hele familier og naar der kom nogen koerende viftede de med deres huer. Vi gaar udfra at de sad og tiggede. Et trist syn! Tanken om at det de boern laerer til deres fremtidige liv er at sidde og tigge.

En far der nyder sin sovende soen:)

Jeg tror vi maa slutte med "nu maa vi se!" og med Emanuel som julemand - hvilken han snakker mere og mere om:)